Brighton Kahigi

Her sidste weekend tog vi en smut til Bukoba. Både for at slappe af, men også for at mødes med Brighton og Hilder Kahigi. Brighton er pastor og har med sin familie boet på fyn fra 1995-99.

Han hentede os ved vores hotel kl 8 søndag morgen. Her kørte vi ud til den landsby han bor i, som vi desværre har glemt navnet på. Bynavne er ret sværrer at huske hernede, da der ikke er nogle skilte ved byens start og, ja, vores tunger vil ikke altid helt det samme, som de navne byerne eller for den sags skyld alt andet har.

Men for nu at komme tilbage til Brighton. Han og hans kone, Hilder, har 5 børn. Ved vores ankomst havde de kun Poulo på 20 hjemme, da de resterende børn enten er flyttet ud eller studerer på en privat boarding school.

Det var ikke meget vi fik snakket med Brighton eller for den sags skyld hans kone, fordi kirken, pga. et stort møde inde i Bukoba, skulle have besøg af Biskop Job fra det sydlige Tanzania.

Vi fik dog alligevel et par timer med dem og derigennem kunne man mærke hvordan Danmark stadig betyder en hel del for dem.

For eksempel kan de begge to snakke dansk, hvilket godt kan virke lidt forvirrende. Den først mail vi fik fra Brighton var nemlig på dansk og vi anede ikke om vi skulle besvare på dansk eller hvordan, men altså vi fandt snart ud af, at der blev værnet godt og grundigt om det danske her.

I deres stue finder man flere broderede ting fra Danmark, som jeg nok må indrømme, at jeg faktisk ellers kun har set hængende i min farmors hus og et dansk flag havde de stående på deres skuffedarium. Det hele var pudsigt og sjovt, for vi har været vant til at dansk har været vores, så at sige, hemmelige sprog og pludselig kunne to tanzanianere næsten forstå alt hvad vi sagde og tilmed også besvare det.

Men kirken forløber som den ellers altid har gjort, bortset fra at disse 3 gæster skal op og holde en lille tale og modtage gaver fra kirken. Og korene skulle selvfølgelig synge for os. Det er ikke for at sige, at nogle af de kor vi har hørt har været dårlige, men dette her var helt vildt godt. Der var intet playback eller noget lignende, det var bare accapella og det var fantastisk. Poulo spillede på tromme for det første kor og sang sammen med hans mor, og Hilder, moderen, sang selvfølgelig i begge korene. Under gudstjenesten blev vi bedt om at stille os foran alle i kirken og præsentere os selv, det en tradition, når man kommer til en ny kirke. Brighton sagde at vi kunne sige det på dansk og så ville han oversætte, men vi valgte dog engelsk.

Det ene kor Hilder sang i var et rent kvindekor og Poulo forklarede os, at dem der sang med i det kor, hjalp hinanden igennem tykt og tyndt så at sige.

Under auktionen sidder jeg og får snakket lidt mere med Brighton, men der sker så meget omkring ham, så det er lidt svært og derudover får jeg snakket lidt med Biskop Job. Ikke om noget specielt vigtigt, bare om løst og fast. Under hele seancen holder han på, at Amalie og jeg er tyskere, så enten for at vise sig lidt eller bare være høflig, begynder han at snakke tysk til os. Det hjalp virkelig ikke at forklare ham, at Danmark ikke er en del af Tyskland, men så fik han jo også støvet det tyske lidt af.

Efter auktionen spiste vi og så kørte Brighton os til Bukoba, så vi kunne nå at komme hjem, før vejen til Kayange bliver lukket.

Bryllup

En af de første dage på Tegemeo Primary school inviterede academic teacher Imani os til hans bryllup. Brylluppet skulle være søndag d. 18. september. Vi begyndte at overveje hvad man skal have på sådan en dag og de andre lærere var meget behjælpelige med oplysninger dertil. Imani havde bestemt, at vi alle sammen skulle komme i orange tøj, så en af lærerne tog os med ind til Kayange, en lidt større by tæt på Lukajange, og der fik vi syet et rigtig afrikansk festsæt. Så vidt vi var blevet orienteret, ville forskellige grupper komme i forskellige farver, så vi tænkte ikke nærmere over vores outfit og da dagen så kom, tog vi pænt plads i kirken med alle de andre gæster.

Da brudeparret så kom ind, for bruden bliver ikke ført op af gulvet af sin far som i Danmark, men går ind sammen med gommen, fik vi en noget stor overraskelse, for efter dem kom hele det orange følge. Der var godt nok ikke lige nogen, der havde fortalt os hvad den orange påklædning betød for dagen, men vi fik omrokeret og fandt derefter os selv siddende aller forrest med resten af følget.

Brudeparret skulle sidde på to stole forrest i kirken, med front mod alteret. På hver deres side sidder en best-man og best-women. Den største forskel imellem et dansk bryllup og dette, er at bruden, og sådan set heller ikke gommen, må udtrykke nogen form for glæde. Det kan virke lidt underligt, når man er vant til at se et utroligt lykkeligt ægtepar komme ud af kirken, men sådan er der jo forskellige normer alle steder.

Efter vielsen, som ca. tog 4 timer, hoppede folk ind i biler og kørte i et dyttende og larmende følge ud til en slags reception. Der var ikke sat borde op som gæsterne kan sidde ved, men i stedet for stole, som var sat på samme måde som i teateret. Brudeparret og deres to følgesvende kommer op på et slags podie og sidder, så alle gæsterne kan iagtage dem.

Men før alt dette dansede vi, det orange følge, dem ind. Og så skulle de made hinanden med deres bryllupskage. Efter at de hver havde fået et stykke, skulle de også made bestman og bestwomen. Og vi gæster fik ingen del af kagen, for de to sidste kager, der var 3 i det hele, blev givet igennem en slags dans til både brudens og gommens overhoved af familien. Altså en til hver.

For to danskere, der har nogle helt andre spisevaner, kan dette virke som totur. For når klokken bliver omkring 2, så kræver vores maver altså bare mad, men sådan en dag kan man intet gøre. Så da buffeten kom frem, var det et lykkeligt øjeblik for os.

Efter receptionen kørte hele følget igen af sted, dyttende, larmende og alt hvad man nu kan foretage sig i en bil. En del af de lidt ældre damer spillede op til sang i bilerne. Lydniveauet var højt sådan en dag og imens brudeparret ikke måtte vise glæde, så måtte alle de andre gæster i hvert fald gerne. Så sang skulle der da til.

Imens brudeparret stod med halvdelen af kroppen ude af soltaget og vinkede meget majestætisk til forbipasserende, så hvirvlede det med sang, trommesoloer, papirstrimler og tilråb fra de andre biler. Man kørte sådan lidt rundt på må og få, for at vise parret frem og til vores store glæde, kørte vi forbi vores skole, så alle børnene kunne lykønske Imani.

Der så vi alle lærerne hoppede af og de kom ikke ind i bussen igen. Der sad vi lidt og overvejede situationen og så valgte vi at klemme os forbi de store mamma'er og ud i friheden. Det var måske ikke helt så smart, for det viste sig senere, at det var ret svært at finde stedet for den næste fest, men folk er så venlige til at hjælpe i Tanzania og når nu der ikke gøres brug af en GPS, så var forbipasserendes svar lige så gode, som taxa-chaufførens og med flere stop undervejs, fandt vi alligevel vores vej til festen. Der mødte os en voldsom høj musik, så høj så man faktisk ikke kunne snakke rigtigt sammen og brudeparret sad igen oppe på et slags podie, men denne gang sad de faktisk og smilte. Det var ret rart at se lidt glæde og for Imanis vedkommende, havde han svært ved ikke at smile. Dagen havde været utroligt hård og lang for os, fordi alle synes at to hvide piger er enormt spændende, så efter en kvart øl hver og lidt ekstra mad, fik vi et lift hjem.