Han hentede os ved vores hotel kl 8 søndag morgen. Her kørte vi ud til den landsby han bor i, som vi desværre har glemt navnet på. Bynavne er ret sværrer at huske hernede, da der ikke er nogle skilte ved byens start og, ja, vores tunger vil ikke altid helt det samme, som de navne byerne eller for den sags skyld alt andet har.
Men for nu at komme tilbage til Brighton. Han og hans kone, Hilder, har 5 børn. Ved vores ankomst havde de kun Poulo på 20 hjemme, da de resterende børn enten er flyttet ud eller studerer på en privat boarding school.
Det var ikke meget vi fik snakket med Brighton eller for den sags skyld hans kone, fordi kirken, pga. et stort møde inde i Bukoba, skulle have besøg af Biskop Job fra det sydlige Tanzania.
Vi fik dog alligevel et par timer med dem og derigennem kunne man mærke hvordan Danmark stadig betyder en hel del for dem.
For eksempel kan de begge to snakke dansk, hvilket godt kan virke lidt forvirrende. Den først mail vi fik fra Brighton var nemlig på dansk og vi anede ikke om vi skulle besvare på dansk eller hvordan, men altså vi fandt snart ud af, at der blev værnet godt og grundigt om det danske her.
I deres stue finder man flere broderede ting fra Danmark, som jeg nok må indrømme, at jeg faktisk ellers kun har set hængende i min farmors hus og et dansk flag havde de stående på deres skuffedarium. Det hele var pudsigt og sjovt, for vi har været vant til at dansk har været vores, så at sige, hemmelige sprog og pludselig kunne to tanzanianere næsten forstå alt hvad vi sagde og tilmed også besvare det.
Men kirken forløber som den ellers altid har gjort, bortset fra at disse 3 gæster skal op og holde en lille tale og modtage gaver fra kirken. Og korene skulle selvfølgelig synge for os. Det er ikke for at sige, at nogle af de kor vi har hørt har været dårlige, men dette her var helt vildt godt. Der var intet playback eller noget lignende, det var bare accapella og det var fantastisk. Poulo spillede på tromme for det første kor og sang sammen med hans mor, og Hilder, moderen, sang selvfølgelig i begge korene. Under gudstjenesten blev vi bedt om at stille os foran alle i kirken og præsentere os selv, det en tradition, når man kommer til en ny kirke. Brighton sagde at vi kunne sige det på dansk og så ville han oversætte, men vi valgte dog engelsk.
Det ene kor Hilder sang i var et rent kvindekor og Poulo forklarede os, at dem der sang med i det kor, hjalp hinanden igennem tykt og tyndt så at sige.
Under auktionen sidder jeg og får snakket lidt mere med Brighton, men der sker så meget omkring ham, så det er lidt svært og derudover får jeg snakket lidt med Biskop Job. Ikke om noget specielt vigtigt, bare om løst og fast. Under hele seancen holder han på, at Amalie og jeg er tyskere, så enten for at vise sig lidt eller bare være høflig, begynder han at snakke tysk til os. Det hjalp virkelig ikke at forklare ham, at Danmark ikke er en del af Tyskland, men så fik han jo også støvet det tyske lidt af.
Efter auktionen spiste vi og så kørte Brighton os til Bukoba, så vi kunne nå at komme hjem, før vejen til Kayange bliver lukket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar