En weekend i Katembe

Katembe er et af de højeste punkter i Karagwe og med et af de flotteste udsigts punkter som vi besøgte den anden sidste weekend sammen med Anne, Brigthon, Aganyla, Amanya og Mokiza. I sine yngre år har Brighton selv bygget et hus i Katembe, hvor man kan med sikkerhed kalde det bygget fuldstændig fra bunden af. Han fortalte os hvordan han havde slæbt store sten fra en dal op til grunden, gravet efter ler og på den måde lavet mursten. Det er et stor og solidt hus og man har svært ved at forstille sig hvor hårdt det må have været.  Ved siden af deres hus bor Brigthons forældre. De har ni børn og 35 børnebørn, Brighton havde selv svært ved at huske alle navnene, men tre af hans søskende bor også lige ved siden af og en af hans brødres dreng går i den standard fem vi underviser i på Tegemeo. Drengens navn er Diason.  Brighton fortalte at han på et tidspunkt skulle af sted for at bo halvandet år i Arusha. På dagen havde Diason grædt utrøsteligt, fordi han ville med, så hans mor havde uden videre givet ham lov og han boede derefter sammen med Brigthon i al den tid. Det var svært for os at forstå, hvordan en mor så let kan give slip på sit barn, men her anser man ikke bare familien som far mor og børn, men noget større. I Katembe fik vi smag for hvordan landsbylivet er. Diasons far sagde til mig, at der er en sjov ting, normalt når man får gæster laver man alt arbejdet selv, men i hvide mennesker er enormt glade for at tage del i arbejdet. Vi brugte det meste af dagen på at vaske op og hjælpe til med nødvendige ting. Det er vigtigt at man som gæster besøger forældrene, så dagen efter var vi ovre og besøge Brigthons forældre, hvor af hans mor desværre var syg. Det er en tradition at Brigthons far skal sidde på gulvet med Mokiza, mens der bliver taget billeder. Hvis det er en dreng skal han pege ind mod huset og hvis det er en pige, så omvendt, da drengen senere hen bliver i huset, mens pigen skal sendes af sted og giftes. Vi blev budt på frokost, som bestod af Matoke (bananmos lavet af madbananer), bønner og kød. Under frokosten fortalte faren, at i gamle dage, ligesom vi bekom blodvenner ved at bløde fra hånden og give håndtryk, gjorde man det, at man skar navlen ud og blodet fra navlen smurte man på en kaffe bønne og spiste den.

Senere på dagen gik vi ned til vandhullet, som Brigthon i sin tid havde været med til at bygge, men det var desværre gået i stykker, så der var kun en lille dam tilbage, hvor der groede alger i, at hente vand fra og der var ikke meget af det. Dickson vores hushjælp havde fortalt os, at en dreng ved hans vandhul var blevet slået ihjel, fordi der ikke havde været nok vand. Drengen var derfor kommet op og slås med en anden dreng, som havde kastet en sten i hovedet på ham, og derved dræbt ham. Vandtanke kan være en rigtig god ting at have.

Brighton Kahigi

Her sidste weekend tog vi en smut til Bukoba. Både for at slappe af, men også for at mødes med Brighton og Hilder Kahigi. Brighton er pastor og har med sin familie boet på fyn fra 1995-99.

Han hentede os ved vores hotel kl 8 søndag morgen. Her kørte vi ud til den landsby han bor i, som vi desværre har glemt navnet på. Bynavne er ret sværrer at huske hernede, da der ikke er nogle skilte ved byens start og, ja, vores tunger vil ikke altid helt det samme, som de navne byerne eller for den sags skyld alt andet har.

Men for nu at komme tilbage til Brighton. Han og hans kone, Hilder, har 5 børn. Ved vores ankomst havde de kun Poulo på 20 hjemme, da de resterende børn enten er flyttet ud eller studerer på en privat boarding school.

Det var ikke meget vi fik snakket med Brighton eller for den sags skyld hans kone, fordi kirken, pga. et stort møde inde i Bukoba, skulle have besøg af Biskop Job fra det sydlige Tanzania.

Vi fik dog alligevel et par timer med dem og derigennem kunne man mærke hvordan Danmark stadig betyder en hel del for dem.

For eksempel kan de begge to snakke dansk, hvilket godt kan virke lidt forvirrende. Den først mail vi fik fra Brighton var nemlig på dansk og vi anede ikke om vi skulle besvare på dansk eller hvordan, men altså vi fandt snart ud af, at der blev værnet godt og grundigt om det danske her.

I deres stue finder man flere broderede ting fra Danmark, som jeg nok må indrømme, at jeg faktisk ellers kun har set hængende i min farmors hus og et dansk flag havde de stående på deres skuffedarium. Det hele var pudsigt og sjovt, for vi har været vant til at dansk har været vores, så at sige, hemmelige sprog og pludselig kunne to tanzanianere næsten forstå alt hvad vi sagde og tilmed også besvare det.

Men kirken forløber som den ellers altid har gjort, bortset fra at disse 3 gæster skal op og holde en lille tale og modtage gaver fra kirken. Og korene skulle selvfølgelig synge for os. Det er ikke for at sige, at nogle af de kor vi har hørt har været dårlige, men dette her var helt vildt godt. Der var intet playback eller noget lignende, det var bare accapella og det var fantastisk. Poulo spillede på tromme for det første kor og sang sammen med hans mor, og Hilder, moderen, sang selvfølgelig i begge korene. Under gudstjenesten blev vi bedt om at stille os foran alle i kirken og præsentere os selv, det en tradition, når man kommer til en ny kirke. Brighton sagde at vi kunne sige det på dansk og så ville han oversætte, men vi valgte dog engelsk.

Det ene kor Hilder sang i var et rent kvindekor og Poulo forklarede os, at dem der sang med i det kor, hjalp hinanden igennem tykt og tyndt så at sige.

Under auktionen sidder jeg og får snakket lidt mere med Brighton, men der sker så meget omkring ham, så det er lidt svært og derudover får jeg snakket lidt med Biskop Job. Ikke om noget specielt vigtigt, bare om løst og fast. Under hele seancen holder han på, at Amalie og jeg er tyskere, så enten for at vise sig lidt eller bare være høflig, begynder han at snakke tysk til os. Det hjalp virkelig ikke at forklare ham, at Danmark ikke er en del af Tyskland, men så fik han jo også støvet det tyske lidt af.

Efter auktionen spiste vi og så kørte Brighton os til Bukoba, så vi kunne nå at komme hjem, før vejen til Kayange bliver lukket.

Bryllup

En af de første dage på Tegemeo Primary school inviterede academic teacher Imani os til hans bryllup. Brylluppet skulle være søndag d. 18. september. Vi begyndte at overveje hvad man skal have på sådan en dag og de andre lærere var meget behjælpelige med oplysninger dertil. Imani havde bestemt, at vi alle sammen skulle komme i orange tøj, så en af lærerne tog os med ind til Kayange, en lidt større by tæt på Lukajange, og der fik vi syet et rigtig afrikansk festsæt. Så vidt vi var blevet orienteret, ville forskellige grupper komme i forskellige farver, så vi tænkte ikke nærmere over vores outfit og da dagen så kom, tog vi pænt plads i kirken med alle de andre gæster.

Da brudeparret så kom ind, for bruden bliver ikke ført op af gulvet af sin far som i Danmark, men går ind sammen med gommen, fik vi en noget stor overraskelse, for efter dem kom hele det orange følge. Der var godt nok ikke lige nogen, der havde fortalt os hvad den orange påklædning betød for dagen, men vi fik omrokeret og fandt derefter os selv siddende aller forrest med resten af følget.

Brudeparret skulle sidde på to stole forrest i kirken, med front mod alteret. På hver deres side sidder en best-man og best-women. Den største forskel imellem et dansk bryllup og dette, er at bruden, og sådan set heller ikke gommen, må udtrykke nogen form for glæde. Det kan virke lidt underligt, når man er vant til at se et utroligt lykkeligt ægtepar komme ud af kirken, men sådan er der jo forskellige normer alle steder.

Efter vielsen, som ca. tog 4 timer, hoppede folk ind i biler og kørte i et dyttende og larmende følge ud til en slags reception. Der var ikke sat borde op som gæsterne kan sidde ved, men i stedet for stole, som var sat på samme måde som i teateret. Brudeparret og deres to følgesvende kommer op på et slags podie og sidder, så alle gæsterne kan iagtage dem.

Men før alt dette dansede vi, det orange følge, dem ind. Og så skulle de made hinanden med deres bryllupskage. Efter at de hver havde fået et stykke, skulle de også made bestman og bestwomen. Og vi gæster fik ingen del af kagen, for de to sidste kager, der var 3 i det hele, blev givet igennem en slags dans til både brudens og gommens overhoved af familien. Altså en til hver.

For to danskere, der har nogle helt andre spisevaner, kan dette virke som totur. For når klokken bliver omkring 2, så kræver vores maver altså bare mad, men sådan en dag kan man intet gøre. Så da buffeten kom frem, var det et lykkeligt øjeblik for os.

Efter receptionen kørte hele følget igen af sted, dyttende, larmende og alt hvad man nu kan foretage sig i en bil. En del af de lidt ældre damer spillede op til sang i bilerne. Lydniveauet var højt sådan en dag og imens brudeparret ikke måtte vise glæde, så måtte alle de andre gæster i hvert fald gerne. Så sang skulle der da til.

Imens brudeparret stod med halvdelen af kroppen ude af soltaget og vinkede meget majestætisk til forbipasserende, så hvirvlede det med sang, trommesoloer, papirstrimler og tilråb fra de andre biler. Man kørte sådan lidt rundt på må og få, for at vise parret frem og til vores store glæde, kørte vi forbi vores skole, så alle børnene kunne lykønske Imani.

Der så vi alle lærerne hoppede af og de kom ikke ind i bussen igen. Der sad vi lidt og overvejede situationen og så valgte vi at klemme os forbi de store mamma'er og ud i friheden. Det var måske ikke helt så smart, for det viste sig senere, at det var ret svært at finde stedet for den næste fest, men folk er så venlige til at hjælpe i Tanzania og når nu der ikke gøres brug af en GPS, så var forbipasserendes svar lige så gode, som taxa-chaufførens og med flere stop undervejs, fandt vi alligevel vores vej til festen. Der mødte os en voldsom høj musik, så høj så man faktisk ikke kunne snakke rigtigt sammen og brudeparret sad igen oppe på et slags podie, men denne gang sad de faktisk og smilte. Det var ret rart at se lidt glæde og for Imanis vedkommende, havde han svært ved ikke at smile. Dagen havde været utroligt hård og lang for os, fordi alle synes at to hvide piger er enormt spændende, så efter en kvart øl hver og lidt ekstra mad, fik vi et lift hjem.

Graduation Day

Fredag den 09. september blev der afholdt en ceremoni for standard seven, der i de sidste to dage, havde været til eksamen. Ceremonien startede klokken elleve om formiddagen. Teltet var dekoreret med grønne, hvide og blå farver og dj’en var sat op. Et par af lærerne inkl. Headmaster og biskoppen Benza Bogonza sad oppe ved højbordet, mens vi, resten af skolen og forældrene var placeret ved bænke og stole nedenfor. En af lærerne startede ude med at byde velkommen på swahilisk og resten af ceremonien foregik også på swahilisk. Det var en dag med lange (lidt kedelig indslag på swahilisk) men fest, farver og underholdende indslag var der bestemt også. Eleverne fik talrige gaver, der alle indeholdte splinter nyt tøj, som de iførte sig senere på aften. Efter ceremonien var der mad og drikkelse og senere på aften var der lagt op til dans. Vi fik danset en del med eleverne, som prøvede at lære os en afrikansk dans ved navn ”kiduko”. Næste dag om lørdagen blev eleverne hentet af deres forældre, mange af dem på motorcykler, som var godt pakket. De skulle hjem og holde fri indtil de skal starte på secondary school til januar.

Et af de mange shows børnene fremviste,

 hvor de dansede lokal dans og hvor man skulle donere penge eller slik i kassen foran, til ære for standard 7.

Dagene op til graduation day

Der har ikke været så meget undervisning på programmet i de sidste par uger, da der har været nogle stats fridage. Så vi ser glædeligt frem til en hel uge med fuldt skema. Her snakker vi sidste uge. Om tirsdagen tropper vi op på skolen og får en lettere lang næse, ved synet af vores elever som nu står og vasker vægge ned, flytter rundt på borde og stole osv. Lidt overraskede over dette scenarie opsøger vi den første og bedste lære, der fortæller at standard IIV-VI skal gøre hele skolen ren indtil graduation day på fredag. Graduation day er for standard VII som har siddet og haft deres endelige eksamener onsdag og torsdag. Skolen holder en ceremoni og fest for dem om fredagen. Læreren fortæller os også, at vi selvfølgelig har det privilegie, at observere om børnene nu også gør det ordentligt. Da der allerede går 8 lærere rundt og observere deres elever, vælger vi at trække os lidt tilbage. Desuden aner vi ikke hvordan man slår græsset ordentligt med en jern stang, som er slebet flad ude i enden. Så vi erkender, som vi også nogle gange må gøre i vores undervisning; eleverne ved bedst – i hvert fald lige inden for dette felt.

Det er det ved Tanzania. Hver gang du tror du skal et, kan der pludselig være kommet noget andet ind over. Så er det jo godt, at man kan bruge det planlagte materiale næste gang.

Den foerste uge i Lukajange

Da vi kom til Lukajange tog Emmanuel Ngobia os med ud at shoppe. Her fik vi koebt de fornoedne ting til huset og vi fik hver bestilt en kjole. Nu er kjolerne kommet og lad os bare sige; afrikanere baerer den slags en del bedre.

Vi besoegte Anne og Brighton, som bor lige ved siden af os. Anne er dansk missionaer og det er utroligt dejligt, at have en anden man kan snakke med, som kender baade den afrikanske og den danske kultur. Mandag aften spiste vi middag hos dem og vi snakkede en masse engelsk med deres aeldste datter paa 9aar.

Paa Tegemeo primary school er vi blevet taget rigtig godt imod. De foerste par dage har vi fulgt laerernes undervisning og igaar fik vi lov til at undervise vores foerste klasser selv. Vi har standard 4 i matematik og standard 5 i engelsk.
I engelsk startede vi den foerste time ud, med at laese et H. C. Andersen eventyr op for dem. Hvilket de ikke forstod specielt meget af, men vi fik da grinet lidt og de fik alligevel svaret paa spoergsmaalene til sidst.

Derudover har vi vaeret med headmaster Praxid inde i Kayange og midt under vores maaltid, begyndte det at regne og tordne helt vildt. Lynene slog ned maksimum 3km fra hvor vi var. Det stilnede lidt af efter 40min og vi kunne paabegynde vores indkoeb.

Rejsen til Lukajange

Vi floej fra Billund kl 6.00 d. 20 aug. og ankom sikkert til Entebbe kl 22.15.
Saa koerte vi til vores hotel "central inn" og fik der lov til at sove omkring 3 timer, foer vi skulle skynde os til bussen i Kampala.
Vores nye driver koerte som skudt ud af en kanon og nogle gange var man lidt usikker paa, om vi ville overleve.

Det viste sig saa, at vores bus foerst skulle koere kl 7.30, saa vi kunne sagtens have sovet et par timer laengere - det gjorde vi saa bare i bussen. Og foerst kl 8.45 koerte bussen mod Mutukula, en by ved graensen ind til Tanzania.

Ved graensen blev vi taget imod af Emanuel Ngobia og hans driver, som koerte en del bedre end vi havde oplevet foer. Vejene hernede er saa ujaevne, saa man forstaar godt, hvis de foretraekker at gaa et godt stykke i stedet for.
Ngobia koerte os til Lutheran Karagwe Hotel, hvor vi fik vores foerste maaltid i loebet af den dag. Der skulle vi overnatte en nat og saa videre til Lukajange og vores hus.